Min mor gav mig det bedste finansielle fundament, jeg kunne have ønsket mig. Ikke fordi hun havde lagt store planer, men fordi pengene skulle række til hele måneden. Jeg fik førstehåndskendskab til, hvordan man lægger et budget for en enlig.

1. Alle skal hjælpe til, og penge kommer gennem pligter

   Da jeg var omkring fem år, indførte min mor et system, så min storebror og jeg kunne tjene lommepenge ved at hjælpe til. Vi havde et skema, hvor man kunne krydse af, når man havde tømt opvaskemaskinen, gået ud med skraldespanden eller støvsuget.

   Vi kunne få mellem 2, 5 og 10 kroner for en opgave, og pengene gjorde det meget sjovere at lave de små ekstra-opgaver. Vi havde stadig opgaver, vi skulle lave uden at få penge for det, men de små ekstra-ting gjorde en kæmpe forskel for min mor, der ellers stod med det hele alene. Med tiden blev det at hjælpe til derhjemme en naturlig del af vores pligter, og systemet blev erstattet af faste lommepenge. Men det var en vigtig læring, at alle skal yde en indsats i hjemmet - og at man ikke kan forvente at få lommepenge, hvis man ikke yder noget. Det blev også nemmere at styre et budget, enlig eller ej.

   
   
2. Dyre ting må man selv betale for

   Jeg var teenager i 90’erne, og der var masser af tøj, man bare ikke kunne undvære. Som de klassiske Buffalo-sko, der nærmest var et ufrivilligt uniformskrav på linje med en baret for værnepligtige soldater. Jeg har også præsteret at fryse mig igennem et par efterårsmåneder, fordi jeg ikke mente, min vinterjakke fra året før var smart nok. Så lod jeg bare være med at tage jakke på i skole, fordi skammen over at blive set med en kikset jakke for mig var større end ubehaget ved at fryse.

   Hver gang jeg fik den slags teenagegriller, var svaret fra min mor altid det samme; jeg måtte selv til lommerne, for hun ville kun give et tilskud, der svarede til prisen for en almindelig sko. Mere var der ikke til i budgettet som enlig mor. Jeg vidste godt, at min mor ikke nødvendigvis havde pengene til at betale for de dyre ting, så der var grænser for, hvor meget jeg ville plage hende. 

   Det, jeg lærte af at skulle betale selv, er, at der er forskel på rimeligt og dyrt forbrug - og at man som forælder ingen pligt har til at betale for sine børns overforbrug. 

3. Gaver kan også være oplevelser

   En af de bedste fødselsdagsgaver, jeg har fået, er en busrejse til Spanien. Min mor havde lavet en stor ramme med lækre billeder af hotellet og den spanske mad, vi skulle mæske os i. For selvom vi ikke havde så mange penge, var især min mor og jeg vilde med at rejse. Og en smart måde at få lidt flere penge til det trængte rejsebudget, var ved at give mig rejsen i fødselsdagsgave. 

   Selvom jeg med garanti havde en lang ønskeseddel fuld af ting, jeg også gerne ville have, så var rejsegaven meget sjovere at få. Der var aldrig nogen i klassen, der stillede spørgsmålstegn ved, at jeg fik en sommerferie i gave, som mine klassekammerater måske bare fik oveni alt det andet, deres forældre betalte for dem. 

   Og jeg vidste godt, at der ikke var råd til både dyre gaver og en rejse, og det gav mig bare en forståelse for, at man kan give hinanden oplevelser i stedet for fysiske gaver - og at der bare er grænser for, hvor mange penge der er til forbrug i en husholdning.

4. Hvis du vil bruge penge, må du selv tjene dem

   Så snart jeg fyldte 13 år, gik jeg ud og prøvede at få et fritidsjob. Fritidsjob var den eneste måde, jeg kunne tjene penge til alt det, jeg som teenager gerne ville bruge penge på. Samtidig ville det også lette lidt i budgettet for min enlige mor.

   Mine lommepenge hjemmefra rakte ikke så langt, så det var helt naturligt for mig altid at have et fritidsjob. Den vane har fulgt mig, til jeg blev færdiguddannet, og selvom tiden var knap under studierne, betød studiejobbet, at jeg kunne klare mig uden SU-lån eller hjælp fra mine forældre. 

   Når det bliver deres ’tur’, vil jeg tilskynde mine børn at få et fritidsjob. Udover den gode læring, der ligger i at tjene sine egne penge, får man også nogle færdigheder som ungarbejder, der handler om at passe et arbejde, fungere socialt på en arbejdsplads og få styr på sit frikort. 

5. Der skal altid være penge til en regnvejrsdag

   I mit barndomshjem havde vi en sparegris, som vi kaldte Tivoli-grisen. Den fyldte vi løbende småpenge i, og når den var fuld, betød det en tur i Tivoli. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange vi rent faktisk kom i Tivoli for småpengene, men følelsen af at spare mange små beløb op til en stor oplevelse, lærte jeg meget af.

   Min mor lærte mig også tidligt at lægge budget, hvis jeg skulle spare op til noget særligt. I små kuverter gemte jeg penge til uforudsete udgifter, og jeg var bare mest tryg, hvis jeg havde penge stående på kontoen. At kunne lægge et budget og behovsudsætte, til der er penge nok på kontoen, er i mine øjne en af de største gaver, man kan give sine børn.

   Men den måske vigtigste læring, jeg har fået med mig, har været bevidstheden om, at penge er en begrænset ressource. For det betyder, at man er nødt til at leve sit liv ud fra den præmis og aldrig bruge mere, end man har. Og sparer man op, må man altid yde en indsats, inden man kan få sin belønning.

   Så selvom jeg til tider ønskede mig, at jeg kunne få alle de ting, nogle af mine klassekammerater, fætre og kusiner fik foræret af deres forældre, kan jeg godt se i dag, hvor meget andet jeg har fået med mig.