Enkle måder at lære dit barn om penge

Fem gode hverdagstips til at lære børn om penges værdi

Der er masser af muligheder i hverdagen for at lære dit barn om penge og deres værdi – lige fra en tur i supermarkedet til et godt gammeldags brætspil. På den måde lærer de gennem leg og sjov, hvad pengene er værd.

Der er masser af muligheder i hverdagen for at lære dit barn om penge og deres værdi – lige fra en tur i supermarkedet til et godt gammeldags brætspil. På den måde lærer de gennem leg og sjov, hvad pengene er værd.

I dag bruger vi sjældent kontanter, og derfor kan børn have svært ved at forstå værdien af mønter og sedler. Hvad er pengene værd, og hvad kan de egentlig få for en hundredelap? Er det måske nok til, at mor og far kan få den nye bil, de gerne vil have? Det kan mindre børn sagtens gå og tro, da de ikke har noget kendskab til penges værdi.

Det behøver ikke være kedeligt eller besværligt at fortælle dit barn om kroner og øre, for meget af det, du selv gør i hverdagen, kan gøres til en sjov pengeleg. Her får du fem gode måder at lære dit barn om penge og deres værdi.

  1. En tur i supermarkedet viser penges værdi

    I en travl hverdag kan det være fristende altid at bestille sine indkøb på nettet – eller at købe ind uden at have familiens små medlemmer med. Men tager du aldrig dit barn med på fysisk eller digitalt indkøb, går du glip af en rigtig god måde at lære dit barn om økonomi og penges værdi. Så, afsted på indkøbstur.

    Inden I starter indkøbene, kan du vise barnet de penge, som I har at købe ind for. (Det er faktisk også en god øvelse for de voksne). Handler I online, kan I aftale beløbet, inden I går i gang.

    Lad barnet finde de varer, I skal bruge i butikken eller ved at klikke sig rundt online. Kig sammen på priserne på produkterne, mens du fortæller barnet om de forskellige muligheder, og hvorfor nogle produkter er dyrere end andre. Hvis der er et godt tilbud på vaskepulver, så fortæl barnet, hvorfor det kan være godt at købe det nu, hvor det er billigere end normalt.

    Mens I køber ind, kan du forklare barnet, hvorfor I køber de forskellige ting. I har måske ikke nødvendigvis brug for at købe den dyre kaffe, men I gør det måske, fordi I virkelig godt kan lide smagen.

    Ved kassen lader du barnet finde det rette antal sedler frem og tjekke, om byttepengene stemmer. Hvis barnet ikke selv kan, må du hjælpe til. Køber I ind digitalt, kan I afstemme, at jeres køb holder sig inden for det, I aftalte. På den måde lærer barnet om penges værdi på en sjov måde, da de nemmere kan se for sig, hvad pengene er værd.

  2. Brug sparegrisen til at vise, hvad pengene er værd

    Børn helt ned fra fireårs-alderen kan lære meget af at have en sparegris – enten fysisk eller digitalt i form af en lommepengeløsning. Start med at give dit barn lidt mønter til sparegrisen (eller ved at illustrere overførslen af penges værdi på en anden måde), og fortæl hende, at for en to-krone kan hun få en slikkepind, og for en 20-krone kan hun få en Lego-figur.

    Når dit barn er lidt større, kan hun lære at spare op, hvis du giver lommepenge. Når din datter fortæller, at hun ønsker sig en bestemt pakke med Star Wars Lego, så foreslå, at hun selv kan spare op til den. Forklar, at når hun har sparet ti tyvere op, så er der råd til pakken. Få barnet til at betale med fysiske mønter i stedet for digitale penge. Det hjælper også barnet med at forstå penges værdi.

    Det har måske været lidt af en udfordring for hende ikke at bruge pengene på småting, der står og frister i butikkerne, så gør det til en hyggelig begivenhed, når I skal hen i butikken og købe Lego-pakken for de opsparede penge. 

    For at få et sundt forhold til økonomi senere i livet er det vigtigt, at børn lærer at skubbe trangen til at købe noget nu og her væk. Og det kan netop opsparing hjælpe med.

  3. Sjove tællelege visualiserer værdien

    En anden sjov måde at lære om penge kan være at tegne alle de danske mønter og sedler, og så skal barnet lægge rigtige mønter og sedler på tegningerne af dem.

    Det er først, når børn er i skolealderen, og de forstår 5- og 10-tabellen, at de rigtigt kan begynde at tælle penge. Start gerne med en mønt ad gangen, så dit barn for eksempel først lærer, hvor mange 50-ører, der skal til for at have 10 kroner. Lær dem at tælle pengenes værdi, mønt for mønt, seddel for seddel.

    Når dit barn har fået styr på mønter og sedler, er det tid til at lære at tælle til forskellige beløb. Du kan for eksempel tage ti paptallerkner og skrive forskellige beløb på som ’24,50 kroner’ eller ’77 kroner’. Nu skal barnet lægge det rigtige pengebeløb på de forskellige paptallerkner.

  4. Sælg ud af legetøjet

    Dit barn har sikkert noget legetøj, som han er blevet for gammel til at lege med. Det kan være rigtig sjovt og lærerigt for børn at sælge deres gamle legetøj. Gør det for eksempel over nettet og få barnet til selv at pakke legetøjet og skrive adresse på, når noget bliver solgt.

    Hæv det beløb, som bliver overført til din konto, og giv kontanterne til barnet. Så kan barnet selv betale for porto. Salg af ting giver nemlig generelt børn en god forståelse for penge. Alternativt kan du overføre pengene, men vise selve overførslen for barnet, så barnet lærer at sætte beløbets størrelse og pengenes værdi i relation til noget.

    I kan også vælge at lave en vejbod med hjemmelavede kreationer.

  5. Spil brætspil

    Det gode gamle Matador-spil er en sjov måde for barnet at lære at tælle pengesedler. Det er et godt sted at starte, fordi der ikke er mønter, hvilket gør det nemt for børn selv at finde frem til de rette sedler.

    Det gør også noget ved børnenes forhold til penge at sidde med fysiske pengesedler i hænderne, når de skal forstå penges værdi. Børnene overvejer lige en ekstra gang, om de nu skal købe Rådhuspladsen, hvis der snart er risiko for, at de lander på modstanderens hotel.

    Havde spillet foregået på en tablet, og skulle barnet blot betale ved et klik, og så er det ikke sikkert, at det havde overvejet valg og fravalg helt så nøje. Forskning viser nemlig, at vi har lettere ved at bruge penge, når købene foregår digitalt, end når betalingen sker kontant. Det er, som om penges værdi ændrer sig, når de bliver digitale.

    Du kan også finde inspiration til andre brætspil og apps, der kan lære dit barn om penge her og her.

Indholdet hentes
Show more rows: All table rows are already visible for screen readers.
Show less rows: All table rows are already visible for screen readers.