Som journalist har privatøkonomi altid været et emne i vores familie. Der er masser af fyringsrunder i mediebranchen, og lønnen er ikke, hvad den engang var. Så det kræver en retningsstabil indsats og en masse tid med regneark at nå et mål om et rækkehus, gode pensioner og overskud i hverdagen, trods et svingende arbejdsliv.

Hen over middagsbordet har vi voksne talt åbent om strategier til at afvikle studiegæld, om forsikrings-tjek, om forventet pensionsalder og opsparing. Om omlægning af lån, investeringer, digitale penge, bankskifte og rigtig meget mere af samme kaliber. Imens har vores lille datter haft øren. Hun har fornemmet, at emnet var vigtigt, og da hun for første gang bad om at få en telefon med et æble bagpå (hendes formulering), besluttede jeg mig for, hun lige så godt kunne lære det en gang for alle.

Men hvordan snakker man investering med børn og unge? Vi startede med softice. 

Jeg forklarede hende, at det koster penge at bruge penge, man ikke har. At man skal betale mere tilbage, end man har lånt – og at man ville kunne have fået to softice, hvis man havde sparet op i stedet for at betale renter (og dermed give den ene softice til banken). Vi talte også om impulskøb:

- Når du har købt softicen, er pengene væk. Og når du har spist softicen, er softicen også væk. Og så har du hverken penge eller softice, underholdt jeg med.

En dag, da hun var omkring otte år gammel, oprettede vi en bankkonto til hende, og hun fik sit første hævekort. Det var enormt spændende for hende at stå der i banken ligesom de voksne, og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne piske en stemning op og lave en lille begivenhed ud af det, hver gang vi skulle sætte penge ind. 

For at stimulere interessen yderligere, tilbød jeg hende en ekstra tyver, hvis hun satte sine lommepenge ind på kontoen i stedet for at bruge dem. Når hun fik renter, talte vi om, at banken betalte hende for at få lov at låne hendes penge – og at banken på den måde betalte en softice til hende.

Men telefonen med æblet bagpå, drømte hun stadig om.

Jeg er kender godt psykologien: Man finder på tusind gode undskyldninger for, hvorfor man er NØDT til at købe den nye iPhone og yderligere tusind undskyldninger for, hvorfor en anden producents modeller ikke kan bruges. Sådan har børn det også – udover, at de også har gruppepres i skolen at håndtere.

Hvad er en aktie, far?
Under en aftengåtur fik jeg en dag henkastet sagt, at hun burde købe aktier i Apple i stedet for en iPhone, så ville hun blive rig. Det overraskede mig, da hun havde opklarende spørgsmål:

 - Hvad er en aktie, far? Hvorfor er det bedre end at købe en iPhone?

Så talte vi lidt om det, og at man kan investere sin opsparing i aktier i stedet for at lade dem stå på en bankkonto. 

Jeg forklarede, at aktier betyder, at man ejer en lille del af Apple. Så når hendes kammerater køber iPhones til mange tusinde kroner, tjener Apple penge. Og de penge tilhører dem, der ejer Apple. Så hvis hun ejer aktier i Apple, kan hun tjene penge på, at de andre børn ikke vil ’nøjes’ med en Huawei.

Den gik overraskende nok rent ind.

Datteren endte selv med at købe en Huawei, og jeg begyndte at involvere hende i aktierne i den børneopsparing, der med årene er vokset til et stort, femcifret beløb, da opsparingen er investeret i aktier. Hun interesserede sig især for, om hun havde Apple-aktier, og jeg sagde ja, selv om det ikke var helt sandt: Hun har en bred, global aktiefond, hvor Apple indgår blandt mange andre.

Sommerjob og penge til aktier og investering
Som det sparsommelige (og indoktrinerede) menneske hun er, bruger hun aldrig mere end en brøkdel af sine lommepenge. Hun har altid hovedparten af feriepengene fra farmor med hjem igen, og hun sælger sine brugte ting på nettet og sætter pengene i banken. Nu drømmer hun om at få sit første job, når hun bliver 13 år i 2021– for så kan hun tjene penge, hun kan spare op.

Så nu er vi begyndt at tale om den meget omtalte aktiesparekonto. Den kan børn også få, og her vil hun selv kunne vælge at investere pengene fra opsparingen og se dem vokse. Det har vi talt meget om – om risiko, om investeringshorisont og alt sådan noget. Investering i aktier er nemlig ikke uden risiko.

Datteren interesserer sig dog mest af alt for, om investeringerne er bæredygtige – eller, som hun formulerer det: 'At virksomhederne passer på naturen og på børnene'. Hun har ikke investeret noget endnu, mest fordi hun ikke rigtig kan finde ud af sin tidshorisont. Det kommer nok.

 Til gengæld spurgte hun forleden, om hun kan købe aktier i virksomheden bag mærket Lala Berlin , der laver tørklæder til 2.500 kroner stykket, og som pigerne i hendes omgangskreds drømmer om. Det gør hun ikke selv – men hun vil gerne tjene penge på, at nogen er villige til at betale så dyrt for noget, der – med hendes ord – alligevel går af mode igen i næste uge. Det kan man også kalde en investering i unges forbrug af penge. 

'Det holder aldrig op'
Det holder aldrig op med at overraske mig, hvor meget man præger børn med sine egne værdier – og hvor hurtigt de gør værdierne til deres egne og tager dem videre. For eksempel har min datter fået sig et slogan – et hun har samlet op et eller andet sted i en bog, i skolen eller på YouTube, hvem ved.

'Den, der sover i en seng af sølv, drømmer om en af guld’. Eller som hun siger:

 - Far, det betyder, at hvis man har en iPhone 7, drømmer man om en iPhone 8. Og hvis man har en iPhone 8, drømmer man om en iPhone X. Det holder aldrig op.

Jeg kendte ikke ordsproget – men jeg er sikker på, at hun nok skal blive til noget stort engang.