Fortnite-ven stjal det hele
14-årige Rasmus fik stjålet sin Fortnite-konto, der blev sat til salg på nettet for en mindre formue. Svindleren lod, som om han var en ven.
Det løb koldt ned ad ryggen på Rasmus den dag for to år siden, da han åbnede sin computer og konstaterede, at han ikke længere kunne komme ind på sin Fortnite-konto.
Den dengang 12-årige nordjyde havde gennem tiden opbygget en imponerende profil i det meget populære spil, hvor spillere over hele verden dagligt mødes og kæmper mod hinanden.
En integreret del af Fortnite er forskellige sejrsdanse, skins, der får ens våben til at se lækre ud, og forskelligt andet grej, der enten hjælper én i spillet eller bare ser sejt ud. Nogle af tingene kan vindes - andre kan købes for rigtige penge.
Og her havde Rasmus altså med tiden fået bygget en profil med masser af attraktive ting - en profil, der ville være penge værd, hvis man solgte den på en af de kanaler, hvor man køber og sælge digitale ting.
Men kontoen var ikke til salg - og derfor kom det også som et chok for Rasmus, da han pludselig blev låst ude.
- Jeg husker, at jeg sad på værelset ved siden af. Pludselig kunne jeg høre Rasmus råbe ‘neeeeej’ og hulke, fortæller Rasmus' mor, Helle.
Passer på med offentlighed
Den unge gamer har tidligere fortalt sin historie - men er i dag påpasselig med stå frem i offentligheden med sit rigtige navn, der ikke er Rasmus. Derfor er det i dag hans mor, Helle, der står frem med en advarsel til andre unge gamere om at gøre det rigtige, hvis uheldet er ude. Det sker nemlig tit - faktisk så ofte, at mange unge ifølge Center for Digital Pædagogik ligefrem kalkulerer med, at de af og til mister penge på at blive svindlet.
- Dem, der handler meget med skins, har en slags opfattelse af, at det nærmest er en naturlov, at de bliver snydt mindst en gang. Det er så nemt at træde forkert, så det bliver opfattet som noget helt uundgåeligt, siger Lars Esmarch, der er spilekspert hos Center for Digitial Pædagogik og rådgiver ofre via platformen scammed.dk.
Tyveri af digitale værdigenstande er et stigende problem - oftest set i spil som Counter Strike, hvor det er let at udveksle skins. I Rasmus’ tilfælde gik det dog galt i spillet Fortnite, der fortsat er et meget populært spil blandt børn og unge. Spillet er gratis, men producenten bag spillet lever af salg af digitale effekter, blandt andet digitale mønter, der kan omsættes til våben og skins, der knyttes til brugerens konto, når de er købt eller vundet.
Mange sager
De senere år har der været flere sager med svindel, hvor børn og unge er blevet snydt, når de enten har handlet skins, profiler eller andre effekter, der har en værdi. Ofte betaler man for noget, men får ikke leveret. Andre gange får man noget mindre værdifuldt leveret, end man har betalt for - eller også sælger man selv, men får aldrig pengene.
Og fordi meget sker via sociale medier, er det svært at komme til livs - ikke mindst fordi det kan være stort set umuligt at forfølge sager, der handler om ting, der kun findes digitalt, og som der ikke er en håndfast pris på.
Men for Rasmus gik det værre - her var hele kontoen blevet stjålet og hans password ændret. Nogen havde været inde på kontoen og havde smækket Rasmus ude.
- Han vidste med samme, hvad der var sket. Han havde stolet på en person, han troede, han kendte. En person, der havde onde hensigter fra begyndelsen, forklarer Rasmus' mor.
Hver fjerde barn mellem 9-12 år har fået en konto hacketEpinion-undersøgelse for DR 2019
Kendte ham godt - troede han
Den engelsktalende person var ellers en fin fyr, som Rasmus havde haft kontakt til i nogle måneder. De havde talt om Fortnite, om skins. Og mandenhavde sagt, at han ville give Rasmus nogle cool skins og andre ting som gave, bare sådan kvit og frit. Det tilbud kunne Rasmus ikke sige nej til - så da personen bad om at få brugernavn og password til Rasmus’ konto på Fortnite, så han kunne overføre gratis skins, fattede Rasmus ikke mistanke.
- Rasmus er selv ordentlig. Og derfor tror han også, at andre er det. Han tror, de taler sandt - det gør børn jo. Og derfor troede han også fuldt og fast på, at denne person var en ven, og at han ville give ham skins, fortæller Helle.
Fænomenet, som Rasmus var udsat for, er en avanceret form for meget tålmodig manipulation: En person med onde hensigter arbejder langsomt og tålmodigt med ofrene gennem lang tid, indtil offeret til sidst betragter vedkommende som en ven. Herefter falder hammeren. Og ofte falder den tungt.
Bange for hvad der kunne ske
- Alt var blokeret. Rasmus kunne ikke komme ind på sin konto på sin PC og heller ikke på sin Playstation. Alt var lukket ned - og vores reaktion var at slukke for alt og hive ledningerne ud. Jeg forsøgte at berolige Rasmus - men jeg var også selv bange, forklarer Helle.
Selv om Rasmus ikke længere havde adgang til sin Fortnite-konto, var svindleren dog ikke forsvundet - tværtimod. Rasmus og personen havde nemlig ikke kun talt sammen via Fortnite, men også via Instagram - og herinde ventede en ubehagelig overraskelse: Svindleren havde sat Rasmus Fortnite-konto til salg via Instagram for $500. Og der var endda taget skærmdumps af kontoen, så mulige købere kunne se, hvad kontoen havde at byde på af skins og andre gode ting.
Et nærmere eftersyn afslørede, at det ikke var første gang, at personen havde solgt en Fortnite-konto. Der var flere til salg. Så Rasmus var formentlig ikke det første offer for svindleren, der tilsyneladende også mange før havde gjort sig til venner med Fortnite-spillere og derefter stjålet deres konti.
Denne gang skulle svindleren dog ikke vinde. Da det værste chok havde lagt sig, kom Rasmus i tanker om, at han havde tastet sit telefonnummer ind, da han oprettede sin Fortnite-konto, så han altid kunne resette sit kodeord via SMS.
Trusler om hacking
Det blev hans held - han fik ændret sit kodeord og kunne igen komme ind på kontoen. Nu var svindleren til gengæld spærret ude. Og så begyndte truslerne. Svindleren var rasende.
- Han truede med alverdens ting. Ikke kun Rasmus, men også mig. Han ville hacke sig ind på vores netværk, på vores mails. Og jeg var bange for, at han faktisk kunne få adgang til min bankkonto. Han var virkelig ondskabsfuld, og vi vidste jo ikke, hvem han var, eller hvad han kunne,” forklarer Helle.
Truslerne viste sig dog at være tomme. Svindleren havde ikke adgang til at hacke sig ind i familiens netværk, og kunne heller ikke skaffe sig adgang til mails eller bankkonti. Sagen blev meldt til politiet - men fordi svindlerens identitet var ukendt, skjult bag et brugernavn, formentlig i et fremmed land, kunne politiet ikke gøre noget.
Men oplevelsen har præget den lille familie, der i dag er blevet mere forsigtige med at stole på folk på nettet.
Rasmus spørger mig til råds meget ofte, og han passer på - især, når han handler på nettet. Vi har talt meget om, at det er vigtigt at få det sagt højt, hvis der sker noget, man er usikker på, hvordan man skal håndtere, siger hun og understreger, at skam over at have kvajet sig, kan gøre ondt værre, hvis man ikke tør sige det, og svindlen får lov at udvikle sig.
Nye jagtmarker blandt nye børn
- Her tror jeg, det gør en forskel som forælder, hvis man selv tør vise, at man er sårbar. At man er i tvivl, at alle kan snuble. Det er ikke skamfuldt at spørge om hjælp, siger hun.
Her stemmer Lars Esmarch fra Center for Digital Pædagogik i. Det nytter ikke at dømme barnet og skælde ud, tværtimod.
- Blandt de kriminelle opfattes det som omkostningsfrit at snyde, og der er endda organiseret kriminalitet inden for området. Det er nemt at snyde, fordi handel med skins og pets sker uden for organiserede handelspladser, men især fordi, der hele tiden kommer nye børn til platformene, som ikke har læst advarslerne fra de andre, siger han. Der er altså hele tiden nye jagtmarker for svindlerne.
Center for Digital Pædagogik får mange henvendelser fra børn, der er blevet snydt som Rasmus - og Lars Esmarchs bedste råd til det voksne er, at få talt med barnet, der ofte skammer sig, fordi barnet måske udmærket godt selv kan se bommerten.
En undersøgelse, foretaget af Epinion for DR viste sidste år, at hvert fjerde barn i alderen 9-12 år har prøvet at få en konto hacket.
- Døm ikke barnet. Spørg ind til, hvad barnet føler i den givne situation. Nogle er meget rystede. Andre tager det roligt. Det hjælper ikke at skælde ud. Få talt om det - og prøv at forstå, hvad der er sket.
- Forsøg at få kontrol over situationen, fx med den konto, der er blevet hacket eller det kreditkort, der er blevet misbrugt, så skaden ikke forværres.
- Meld det til politiet og søg rådgivning via scammed.dk
- Start tidligt med at lære barnet om IT-sikkerhed, især at man aldrig må udlevere koder og lignende.
- Mød barnets problemer åbent - spørg ind til ting og få ikke barnet til at skamme sig.
- Udvis sund skepsis når du handler eller taler med nogen på nettet.