Fem trin til at stimulere iværksætteren i dit barn
Børn, der øver sig i at tackle problemer selv, bliver bedre og bedre til at møde udfordringer. Her kommer fem gode råd til, hvordan du kan vække dit barns indre problemknuser.
Det er godt for børn at lære at løse problemer selv, og det er okay, at det ikke går lige godt hver gang – for uanset om de lykkes med at løse et problem, eller de taber det hele på gulvet, så vil de gro med opgaven. Det forklarer afdærdsekspert Mikkel Holm Sørensen fra Kl. 7.
Børnene vil lige så stille opdage glæden ved at yde en indsats og den rare følelse, når det endelig lykkes, og det vil give dem en selvtillid, der vil gavne dem i mange aspekter af livet – også når det gælder om at forstå og få succes med penge.
Nana Christiansen, der er idékvinden bag iværksætterakademiet Kids Island, giver dig her en række tips til, hvordan du kan stimulere dit barns kreativitet og vække den indre problemknuser.
-
Hjælp dit barn med at undre sig og være nysgerrigHjælp dit barn med at være opmærksom, og opfordr barnet til at stille hv-spørgsmål til de ting, I ser i hverdagen. Tal om ting, der undrer jer, når I sidder ved middagsbordet, eller få dit barn til at ringe til bedsteforældrene og spørge ind til ting, der undrer barnet. Evnen til at undre sig er fundamental for iværksættere.
-
Hjælp dit barn med at se iværksættermuligheder i hverdagsproblemer
Start med et problem, dit barn oplever i det daglige. Spørg ind til, hvad det er, der irriterer barnet og tal om, hvordan man kan gøre det anderledes. Hvis det fx er kedeligt at køre lang tid i bil, hvordan kan man så gøre transporttiden mindre kedelig? Kan man opfinde noget? Hjælp barnet med at tænke i løsninger på problemer.
-
Stimulér dit barns kreativitet og idérigdomBørn får rigtig mange ideer – mange flere end de har behov for. Udnyt det til at udforske idéerne. Find på en historie sammen, hvor I skiftes til at skrive eller kom på skøre idéer til, hvordan et piskeris eller et andet køkkenredskab kan bruges alternativt.
-
Lær dit barn at eksperimentere og fejleEdison sagde engang, at han aldrig havde fejlet – han havde bare udforsket 10.000 måder, der ikke virkede. Lær dit barn, at det at fejle er en indbygget del af at eksperimentere. Du kan fx lade barnet udvikle sin egen madopskrift og lade det eksperimentere med forskellige ingredienser og smagssammensætninger. Falder eksperimentet helt til jorden, så lærer barnet af det og kan justere og gøre det på en ny måde næste gang.
-
Lær dit barn at pitcheLær fx dit barn at kunne forklare, hvilken værdi et produkt skaber, og hvorfor det gør livet bedre for dem, der skal bruge det. Barnet kan måske også pitche sine ønsker til jul eller fødselsdag: Hvorfor gør dette ønske en forskel for barnet – hvilken værdi skaber det for barnet? Det vil give dit barn en forståelse for begrebet værdi; hvad ting er værd og koster.
Hør også adfærdseksperten forklaring på sammenhængen mellem evnen til at tænke ud af boksen og gode pengevaner her - eller læs om 12-årige Tristan, der drømmer om at leve af sine ideer.