Se hvilken betydning gaver har for dit barns pengevaner

Hvem elsker ikke at glæde sit barn med gaver? Men gør du det for meget og på de forkerte tidspunkter, kan det ifølge eksperterne have konsekvenser

Hvem elsker ikke at glæde sit barn med gaver? Men gør du det for meget og på de forkerte tidspunkter, kan det ifølge eksperterne have konsekvenser

For de fleste forældre er det en naturlig del af det gode forældreskab, at man kan glæde sine børn med gaver. Mange forældre har også en økonomi, der betyder, at der nærmest ikke er grænser for, hvad vi har råd til at give vores børn. 

Men inden du glæder både dig selv og dit barn med gaver, bør du stoppe op og læse videre. Forskning viser nemlig, at der er store udfordringer omkring gaver, som det kan være en god ide at være opmærksom på som forælder. Gaver på de forkerte tidspunkter kan nemlig være med til at give dine børn værdier, der i sidste ende gør dem mindre lykkelige.

Gaver gør ikke kun godt
I en anerkendt amerikansk undersøgelse fra 2015 kiggede forskere på sammenhængen mellem gaver og materialistiske værdier. Resultaterne viste, at man grundlæggende skal være opmærksom på to scenarier, når man giver børn gaver:

1. Når børn fx har fået flotte karakterer eller vundet et svømmestævne, er det fristende at belønne dem med en gave. Forældrene vil jo gerne vise, at de er stolte af dem. Problemet er, at man risikerer at lære børnene, at den gode præstation og efterfølgende ros ikke er nok i sig selv. Ved at give gaver som belønning, risikerer man derfor at lære børn, at materielle ting er en måde at definere sig selv på. Senere i livet vil børnene forbinde positive følelser og præstationer med, at de skal købe noget nyt for at have det godt. 

2. Gaver kan også være en generel måde at vise kærlighed som forælder. Forældre køber løbende gaver til deres børn, fordi de bliver glade. Trods de gode intentioner, gør gaverne ikke noget godt for børnene. De bliver naturligvis glade i øjeblikket, men man risikerer at forme deres livssyn, så de senere i livet sidestiller materielle ejendele med succes i livet. De kommer til at lære, at kærlighed og materielle ting hænger sammen og kan få en tro på, at de skal købe ting for at være glad. 


Gaver handler om mere end gaver 

Forfatter og børnepsykolog Ulla Dyrløv, der har speciale i børnefamilier og forbrug, forklarer, at du som forælder skal tage de langsigtede briller på og tænke over, at børneopdragelse handler om at skabe sunde mennesker med et sundt forhold til økonomi. 

Og det får børnene i højere grad, hvis de lærer, at materielle goder ikke falder ned fra himlen hele tiden.

- Helt generelt er det ikke en god ide at give sine børn gaver hele tiden. De glædes ikke på samme måde over ting, de bare får, som hvis de selv har sparet op til dem. Du ødelægger faktisk muligheden for, at de kan få en god følelse, hvis du bare køber det til dem hver gang. De lærer heller ikke at behovsudsætte og sætte pris på at glæde sig til at få noget nyt, siger Ulla Dyrløv.

Som forælder skal du huske, at dine børn ikke ved, hvor meget glæde og stolthed der ligger i at spare op, så man kan købe ting, man ønsker sig. Din opgave som forælder er at give dine børn lov til at erfare glæden og stoltheden. Det indebærer også, at du skal give plads til, at børnene kan brokke sig over, at der måske skal gå ti måneder, før de har råd. 

Børn glædes ikke på samme måde over ting, de bare får, som hvis de selv har sparet op til demUlla Dyrløv

Taknemmelighed og oplevelser
Men hvad gør du så, når du gerne vil glæde dine børn med gaver? Gaver er og bliver en måde at glæde hinanden, og derfor skal du naturligvis ikke afskaffe dem. Du skal bare tænke over, hvordan du giver gaverne, lyder det fra børnepsykologen.

- Gaver kan også være, at man har lavet noget til sit barn. For gaver behøver ikke være tøj, spil eller makeup. Man kan også gøre noget andet for dem, forkæle dem ved at bage deres yndlingskage eller lave deres livret, siger Ulla Dyrløv.

Ulla Dyrløv har selv brugt oplevelser som gaver til sine egne tre børn. Og hun mener, at vi bør gentænke begrebet gaver, så det også indbefatter at gøre ting for hinanden. En gave kan også være, at man serverer morgenmad på sengen eller tager opvasken, selvom det er barnets opgave. 

Den største gave, du kan give dine børn, er, at børnene lærer at være taknemmelige for det, de har. Al psykologisk forskning viser nemlig, at det er den bedste måde at sikre dine børns lykke. Eneste måde at lære børnene om taknemmelighed er ved selv at praktisere den.

- Fortæl dine børn, fra de er helt små, at du er taknemmelig, når de giver dig et kram. Vis dem, at du sætter pris på, at solen skinner, eller at din partner har lavet god aftensmad. Og så skal du ikke underholde dine børn med, at gaver ikke er vejen til lykke. Det gider børnene ikke høre på. Du skal bare gøre det, siger Ulla Dyrløv.


Fire gode gaveråd til forældre 
1. Giv dine børn oplevelser, hvor I laver noget sammen i stedet for at købe ting til dem
2. Lær dine børn taknemmelighed ved at vise, at du selv er taknemmelig for de små og store ting i hverdagen. 
3. Lad dine børn give deres søskende små gaver, som at gå ind til storesøster med en bakke morgenmad. Så de lærer, at det er prisværdigt at gøre hinanden glade på den måde.