6 måder du kan bruge indkøbsturen til at lære dit barn om forbrug

For nogle forældre kan en tur i supermarkedet med børn være en lettere anstrengende oplevelse. Men sådan behøver det ikke være. Ifølge to eksperter er der nemlig al mulig grund til at tage børnene med, når der skal købes ind.

For nogle forældre kan en tur i supermarkedet med børn være en lettere anstrengende oplevelse. Men sådan behøver det ikke være. Ifølge to eksperter er der nemlig al mulig grund til at tage børnene med, når der skal købes ind.

Mange forældre foretrækker at købe ind uden at involvere familiens mindste, men en tur i supermarkedet rummer faktisk gode muligheder for at lære dit barn om økonomi og forbrug. 

PengeSkyen har talt med lektor Alice Grønhøj og børnepsykolog Ulla Dyrløv om, hvad børn kan lære på en indkøbstur. Her er deres svar:

  1. Lær børnene, hvad ting koster

    Børn vokser i dag op i en digital virkelighed, hvor de sjældent har penge mellem hænderne. I supermarkedet står der priser på alting, hvilket giver mulighed for at vise børnene, hvad en tomat eller en mælk koster. 

    De lidt større børn kan du vise, hvordan de sammenligner prisen på produkter af forskellige størrelser. Hvis børnene eksempelvis skal finde den billigste müsli, skal de kunne se på kiloprisen, at den store pakke måske er billigere end den lille pakke, selvom prisen på skiltet er højere. 

  2. Vis børnene, at der er forskel på kvalitet

    Den mest håndgribelige måde at vise dine børn, at du prioriterer varer af en bestemt pris eller kvalitet, er ved at vise dem, hvilke varer I køber i supermarkedet. Når I fx vælger en dyrere version af en vare, lærer du dem, at for jer er pris ikke altid den vigtigste faktor. Du viser dem, at det betyder noget for dig, at I som familie spiser en bestemt slags mad. 

    Forskning viser, at jo flere gange, børn bliver eksponeret for et budskab, jo større effekt har det. Hvis de ser, at I hver gang går efter fx økologi eller bestemte mærker, får det betydning for deres eget forbrugsmønster. 

  3. Oplagt mulighed for at lære dit barn om sund mad

    Du kan lære dine børn meget om sund mad, og hvilke råvarer de er lavet af, når I køber ind sammen.

    Fra børnene er helt små, kan de sagtens løse små opgaver med at finde et mellemmåltid, de har lyst til at spise i børnehaven. Du kan vise dem, at det er godt at lede i frugt- og grøntafdelingen. Mens I er her, kan I sammen finde de kartofler og agurker, I skal bruge til aftensmaden. Undervejs kan du tale med dem om, hvorfor det er godt for kroppen at spise grøntsager. 

  4. Brug indkøbsturen til at komme plageri til livs

    En af årsagerne til, at mange forældre ikke vil have deres børn med ud og handle, er frygten for børn, der plager. Fænomenet kaldes også pester power, og forskning viser, at de fleste forældre til små børn kender til situationer, hvor de har givet op overfor plagende børn. 

    Men ligesom vi viser vores børn, hvordan de skal opføre sig i alle mulige andre situationer, er shoppeturen en gylden mulighed. Beløn den gode adfærd i stedet for den uønskede. Når børnene plager, får de derfor ingenting – men så får de måske en lille ting, når de ikke har bedt om noget. På den måde lærer de, hvilken adfærd der er mest hensigtsmæssig. 

  5. Lad børnene opleve glæden ved at bruge egne penge

    Når børnene er blevet store nok til selv at spare sammen til de større ting, som de ønsker sig, kan det være fristende at belønne dem ved at give et tilskud. Du er måske stolt af, at dit barn har sparet penge op og vil hjælpe dem med de sidste penge. 

    Men det er en rigtig dårlig ide, fordi du ifølge eksperterne tager en glæde fra dine børn. Tilfredsstillelsen ved at spare op og være i stand til at købe sine egne ting er nemlig enorm. Samtidig lærer du dine børn, at de kan købe telefoner, tøj eller spil uden at have råd – og det er en dårlig spiral at sende dine børn ud i. Lad dem derfor vente, til de selv har råd

  6. Giv børnene selvtillid gennem de små valg

    En af de vigtigste lektioner, du kan lære dit barn i supermarkedet, handler ikke decideret om forbrug – men om barnets psykologiske udvikling generelt. Børn har nemlig godt af at få en følelse af, at de bidrager til flokkens overlevelse, og børn er grundlæggende hjælpsomme, fra de er helt små.

    Når I er ude og handle, kan de små valg, du giver dem lov til at træffe, være med til at give dem følelsen af selvbestemmelsesret. Du opstiller nogle rammer, som de selv kan vælge indenfor – eksempelvis rød peber eller slikærter i salaten. Alle mennesker, store som små, har brug for at føle, at de har kontrol med den verden, vi bevæger os rundt i – og det kan du styrke hos dit barn ved at lade dem vælge mellem forskellige varer. 

Artiklen bygger på interviews med Alice Grønhøj og Ulla Dyrløv.

Alice Grønhøj er lektor ved Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet og har blandt andet forsket i forbrug blandt familier med helt små børn.

Ulla Dyrløv er familiepsykolog og har specialiseret sig i familiers forbrugsvaner. I sin praksis modtager hun mange børnefamilier med ondt i økonomien.